Bøger / faglitteratur / biografier

Sappho : den lesbiske nattergal


Beskrivelse


Hvem var Sappho, og hvorfor er hun så populær og vigtig i dag? I denne lille, fine debatbog får du et kvalificeret bud.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. juli 2022

af

af

Thomas Olesen

d. 8. juli 2022

Hvem var Sappho, og hvorfor er hun så populær og vigtig i dag? I denne lille, fine debatbog får du et kvalificeret bud.

Siden 2020 er Sapphos (ca. 630 - 570 f.kr) sparsomme fragmenter blevet oversat til dansk hele 3 gange. Hvorfor er digteren blevet så populær her 2600 år senere? Det forsøger Susan Skovborg Roed, mag.art. i filosofi og med studier i græsk bag sig, at svare på med denne bog, hvor der tegnes et portræt af Sappho og kulten omkring kærlighedsgudinden Aphrodite, som Sappho formentlig dyrkede. Dernæst er der en gennemgang af Sapphos digte, hvor lesbisk kærlighed mellem kvinder besynges på poetisk vis. Til sidst trækkes der tråde frem til i dag. SSR peger på Anne Carsons oversættelse af Sapphos fragmenter til engelsk i 2003 som den største enkeltstående årsag til digterens popularitet i dag. Samtidig står kvindefrigørelsen stærkere i dag, og Sappho, der er kendt som vestens første kvindelige digter, er blevet et vigtigt ikon for kvinders seksualitet.

Der er ikke tale om decideret forskning, men i stedet om et introducerende værk skrevet con amore af en passioneret Sappho-kender. Således er der mange spekulationer, holdninger og gætværk (hvilket også forskere er henvist til pga. den store afstand i tid), men der er immervæk tale om spændende, saglig læsning.

Bør læses sammen med Sappho-oversættelsen Jeg er grønnere end græs, som er den oversættelse, SSR benytter. Læs mere om Sappho på forfatterweb.dk.



Informationer og udgaver