Filmen kan være med til at nedbryde tabuer om psykisk syge og kan bl.a. bruges i undervisning og til opgaver på ungdomsuddannelserne.
Fire velformulerede unge fortæller om deres psykiske sygdom: hvordan sygdommen opstod, deres diagnose, behandling og fremtid. De fire unge fortæller direkte til kameraet om, hvordan de har været (tvangs)indlagt flere gange; at kæmpe med tvangstanker og selvmordsforsøg, og hvordan de trods de mange problemer alligevel har en forhåbning om et fremtidigt liv med kvalitet. Filmens medvirkende har bl.a. fået hjælp via Fountain House; et tilbud i København til unge med psykiske problemer. Instruktøren Stine Korst (f. 1953) er uddannet socialpædagog og har i sit firma Venus film instrueret en del film i grupperne 38 og 61.
Der findes mange både spille- og fagfilm om psykiske sygdomme bl.a. Psykisk sårbarhed, 2005 og Når livet gør ondt, 2004. Fountain House er filmisk beskrevet i Anja Dalhoffs film fra 2004.
Varm, personlig og oplysende film om psykisk syge unge. Det er ikke ofte, at fagfilm genudgives, men denne udkom første gang i 2000, og genudgivelsen siger noget om filmens kvaliteter. Med filmen følger et lille hæfte, der fortæller om bl.a. psykiatriske diagnoser, behandling og sygdomserkendelse.