Bog om børns udvikling i alderen 0-7 år. Efter et kort forord følger kapitler om børn i forskellige aldre, om børns behov for at være ude i naturen, om at modvirke stress, om den vigtige leg og om at være forældre. Forfatteren er småbørnspædagog og tale- og specialpædagog. Bogen er oversat fra svensk og dækker fint danske forhold. Forfatterens udgangspunkt er, at nutidens børn lige som de voksne lever i en verden, hvor alt går hurtigt, og man nemt kan blive forvirret i strømmen af information fra medier og reklamer. Børn har behov for at lære at organisere deres liv. Små børn har brug for at bevæge sig meget. De skal have mulighed for at løbe, klatre og balancere, så de kan udvikle deres muskler, led og balance. På den måde lærer de deres krop at kende, får selvtillid og bliver bedre til at organisere sig selv og til at koncentrere sig. Spørgsmålet "Vil du lege med mig ?" er vigtigt for de små. I de første år er den voksne den allerbedste legekammerat. I denne bog er der masser af inspiration til sjove og udviklende lege. Der er også afsnit om, hvad børn kan i forskellige aldre. Noget, der altid interesserer forældre. Det hele er skrevet i et letttilgængeligt og veloplagt sprog og illustreret med søde tegninger og fotografier i farver af glade børn. En rigtig god bog for forældre og andre med interesse for småbørn. En populær anskaffelse til forældrehylden.