Seksogtredive timer

Det er noget af en perle, Gyldendals kulturbibliotek her har fundet. Horvåth (1901-38) kunne man kalde østrig-ungarsk forfatter med europæisk-kosmopolitisk virker. Navnlig hans dramatik var isin tid kendt (fremført bl.a. af Max Reinhardt), men også hans kræsne prosa var udbredt, på da. således romanerne Gudløs ungdom (1938/39) og Et barn af vor tid (1938/48); men siden har der væretstille om ham indtil »genopdagelsen« i Tyskland i 70'erne, der bl.a. har været medvirkende til dette »fund«, der oprindeligt stammer fra slutng. af 20'erne. - Fortællingen om den unge AgnesPollinger er mærkværdig i sin fortællemåde, den foregår i et ligesom skridende univers, hvor associationerne kan styre fortællingen. Fortolkningsmæssigt er den svær at bringe på formel, mennaturligvis ligger krigens erfaringer bag. Fortællingen er en tilsyneladende hverdagshistorie, men som man kan forstå, også kun tilsyneladende: det er reelt fortællesituationen, der er central. Ogsåledes rækker fortællingen jolangt ind i modernismen. Stilistisk er fortællingen unik, fortalt med en bevidst underfundighed, der kun sjældent bliver karikatur, det er blændende dygtig - ogtilsyneladende blændende oversat - ikke forunderligt, udg.'s forord giver lige det nødtørftigt nødvendige (det er noget kort) om Horvath og fortællingen, men sporer læseren ind på det centrale idenne fascinerende fortælling.

Read the full assessment

Bogen udkom først i sin helhed på tysk i 1976, selv om den oprindeligt er skrevet sidst i 1920'erne. Det er en lille fortælling med en finurlig og underfundig form for humor. Gives til læsere, som godt tør prøve noget anderledes.

Ödön von Horváth døde i 1938 37 år gammel, men inden da havde han nået at slå sit forfatterskab fast med nogle romaner og skuespil. I 80'erne kom en del af hans værker på dansk, og nu er forlaget Vandkunsten i gang med en relancering af forfatteren. Først Gudløs ungdom i 2008 og nu Seksogtredive timer. Agnes Pollinger og Eugen Reithofer er begge arbejdsløse, de mødes tilfældigt foran arbejdsanvisningen. De snakker godt sammen og aftaler, at de vil mødes igen, men Agnes får et bedre tilbud. Omkring dem præsenteres en række personer og gennem deres samtaler tegnes et billede af et samfund i økonomisk krise, hvor enhver prøver at overleve så godt som muligt, og kærligheden ikke altid har de bedste vilkår. Von Horváths stil er underfundig og morsom, og det giver nogen pudsige billeder: "mens Agnes lagde sin underkjole på grammofonen, fordømte han kollektivismen".

Bogen udkom første gang på dansk i 1989 i Villy Sørensens oversættelse. Bortset fra at forordet af Søren Gosvig Olesen i 1. udgaven er blevet til et efterskrift i 2. udgave, kan jeg ikke se nogen forskelle.

Måske ikke den lettest tilgængelige roman, men det betaler sig at give sig i kast med den, for takket være von Horváths skrivemåde er det en overraskende fin lille fortælling.

Read the full assessment