Spændende fortælling fra den danske stenalder om den unge Andrak, hvis mor er shaman og forventer at han også skal være det. Andrak tvivler på sine evner, og vil hellere være sammen med almindelige mennesker. Det trækker op til et opgør mellem de to. Kan læses af både unge og voksne med interesse for historiske romaner.
Kristine Camille Sommer er uddannet journalist, men arbejder i dag som healer og forfatter, og har bl.a. udgivet bøger om englekontakt og romaner for læsesvage unge. Nærværende udgivelse er 1. del af en historisk fantasy-trilogi, som foregår i den danske stenalder for mere end 6500 år siden. Her følger man den unge Andrak og hans mor Sentar, som er shaman. Det forventes at Andrak også skal være shaman, men han tvivler på sine evner, og vil hellere jage i naturen og har en hemmelig drøm om et liv blandt almindelige mennesker. Da en gruppe fremmede begynder at plyndre de nærliggende bopladser, må Andrak og Sentar flygte, hvilket får store konsekvenser for deres forhold. Sentar gemmer nemlig på en stor hemmelighed om Andraks ophav.
Spændende og velfortalt historie, skrevet i et letforståeligt sprog med korte og præcise sætninger. Arkæolog og forlægger Andreas Wadskjær har været konsulent på bogen, og universet fornemmes realistisk, med kun enkelte fantasy elementer.
Kan beskrives som en blanding Jean M. Auels klassiske "Jordens børn" serie og Michelle Pavers ungdomsserie "Urtidskrønike".