Sidste fabler fra Arken

Sidste fabler fra Arken er tredje bog om livet på Noahs Ark. En meget menneskelig Gud snakker med Noah, og beder ham bygge en Ark. Noah kan ikke forstå, hvorfor han er udvalgt, så det kniber med at komme i gang med at bygge. Et andet problem er, at Noah ikke er helt vild med dyr. Dyrene begynder at komme fra hele verden, og Arken bliver færdig. Men det er ikke problemløst at have alle verdens dyr i samme båd i 40 dage, og hvert af de 13 kapitler fortæller om et af dyrenes problemer, som regel i forhold til de andre dyr. Noah prøver hver gang at få Gud til at gå ind og løse problemerne, men ender med selv at klare tingene. Der er stof til mange samtaler i de små fabler, fordomme, forfængelighed, hensyntagen m.m. Kapitlerne er underholdene og let læselige. Dog er typografien ret lille. Selv om bogen er 3. bog i en serie, kan den læses selvstændigt, idet den begynder med oversvømmelsen og ender med, at Arken går på grund. Der er 1-2 enkle stregtegninger i hvert kapitel. Forsiden viser hoveder af mennesker og dyr rundt om titlen. Umiddelbart vil den ikke fænge eleverne, så bogen skal formidles. Den kan bruges i en emnekasse, til oplæsning, eller selvlæsning fra 4. kl.

Read the full assessment

3. og sidste del af Fabler fra Arken (1994). Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Fablerne, der fortælles under Arkens fyrretyve døgn lange færd, er i alle 3 bind lagt ind i den samme ramme. Begyndelsen hvor Gud giver Noah til opgave at bygge en ark og redde dyrene fra oversvømmelsen, og afslutningen hvor skibet går på grund, blot fortalt på lidt forskellig vis i de enkelte bind. Bogen er velegnet til oplæsning fra ca. 6 år og kan selvlæses fra ca. 9 år. De mildt humoristiske tegninger afspejler på udmærket vis bogens stemning. Fablerne kalder både på latteren og eftertanken. De antropomorfistiske dyr og deres indbyrdes yderst menneskelige trakasserier affødt af de trange forhold og kedsomhed er beskrevet med lune og venlig ironi. Dialogen er mundret, rap og munter og medvirker til at fablernes morale, der rummer en god portion menneskekundskab, nemt glider ned. Noah er Guds først lidt modvillige håndlanger, men selv om Gud hele tiden er til stede som bagstopper, er det ofte Noah selv og til en vis grad dyrene, der skal prøve at mægle og finde en rimelig løsning på de indbyrdes stridigheder, så de kan drage den lære, at det er væsentligt at prøve at forstå hinanden, respektere hinandens forskelligheder og vise hensyn.

Read the full assessment