Sidste udskænkning i Slaraffenland

Romanen kræver meget af sin læser, og den vil fænge hos unge læsere, som er til alternative, oprørske romaner. Det er en roman, der går godt i spænd med en stiv whisky, men ikke sammen med kaffe og basser.

Booker prisvinder DBC (DirtyButClean) Pierre har hermed udgivet sin tredje roman, og alle tre er oversat til dansk. Pierre har haft et omskifteligt og turbulent liv. Det samme har hans hovedperson Gabriel Brockwell, som forsvinder fra sin rehab institution og tænker på selvmord, men først skal han ud og svire med sin gamle ven, og i øvrigt er det alt sammen ligegyldigt når han alligevel skal dø. Hans odysse bringer ham en tur til Tokyo og en flirt med giftige fisk for at ende i en sidste-dages banket i nazisternes Tempelhof Lufthavn i Berlin. Det hele er spædet op med alkohol og stoffer. Romanen er en kras og ironisk satire over det moderne samfund skrevet i en lang hæsblæsende og energisk bevidsthedsstrøm, selv i fodnoter. Der er en undertone af depraveret og dekadent fremmedgørelse over romanen og hovedpersonen. Hvis Pierre har et budskab, så forstod jeg det ikke.

Der er både danske og udenlandske samtids-forfattere af samfundskritiske romaner, men ingen, der skriver så vildt og syret som Pierre. Hunter S. Thompson kommer nok tættest på.

Sidste udskænkning i Slaraffenland har potentiale til at blive en kultroman for de få (eller mange) indviede. Det er svært at indkredse målgruppen, da romanen falder helt udenfor mainstreamen af samfundssatiriske og -kritiske romaner.

Read the full assessment