Sig det ikke til nogen

Læserne må være dem, der først og fremmest vil kende den nye danske prosa og holde sig ajour med det bedste i den danske litteraturverden.

Vita Andersen udgav senest romanen Anna Zoë tilbage i 2006, om en kvinde i identitetsproblemer og higende efter kærlighed. I denne nyeste handler det om 2 kvinder: Claire, fotograf, der gerne vil iagttage andres liv, og ikke ser sin egen dysfunktionelle familie eller kan i hvert fald ikke se sammenhænge eller bryde mønstre. Hun lader sig føre af sted af omstændighederne. Og så handler det om Laura, der lever sammen med Simon, og hun agerer, udefra set som et siv i vinden, lever efter den sære, skæve, nærmest paranoidt selvcentrerede mands indfald. Claire er Lauras genbo og ser hende første gang gennem sin telelinse. Vi følger de to kvinder, Lauras tilværelse kører af sporet, eller er det virkelighed eller ønsker? Den eneste man som læser har ondt af, er den stakkels hund, som en af figurerne anskaffer sig som endnu et indfald. Hverken Claire eller Laura ser ud til at kunne finde vej ud af en ond cirkel.

Anna Zoë var heller ingen indtagende person, fortællesproget her er på samme måde køligt realistisk, faktisk virker alt så virkelighedsnært, at hårene rejser sig på ens hoved.

Handler det om mænd, der hader kvinder? Eller om kvinder, der lader sig styre af indfald? Det er ikke sympatiske figurer, men skildret uhyggeligt levende. "Velkommen til den nære virkelighed" siger Claires galleriejer, har vi oplevet dén? Grufuldt velskrevet.

Read the full assessment

To kvinder bor på hver sin side af gaden. Hver har de deres liv og drømme. Dette er socialrealisme anno 2012, og vilkårene er stadig de samme. Claire og Adam og datteren Zarah har et godt liv med tryg...

Read review