Quentin Gréban har illustreret Hr. Kanin og den røde rutschebane, den udkom i 2000. I billedbogen her både skriver og illustrerer han. Det er en sød og ukompliceret historie om et overraskende venskab, og om at forældres advarsler nogle gange er lidt overdrevne. Emnet er ikke ukendt i billedbøger, men den lille tøjdyrslignende abeunge, Sigurd, og hans oplevelser vil gå lige ind hos børn fra 3 år. Historien fortælles uden svinkeærender i et roligt, mundret sprog. På nær nogle dramatiske højdepunkter genfindes samme ro i illustrationerne, ganske naturligt da der fiskes meget i billedbogen. Dyrene er tegnet så de minder om tøjdyr. Deres varierende udtryk er med til at levendegøre historien, ikke mindst de små sorte knaplignende øjne der rummer mange forskellige udtryk. Illustrationerne, i forskellige størrelser og former, er malet i varme, lyse akvarelfarver med en let, sort konturstreg. Abeungen Sigurd advares af far mod pindsvin, krokodiller og elefanter da han får lov til at fiske alene sammen med sin lille dukke. Da elefanten sætter sig på Sigurds fiskeplads, fortrækker Sigurd til en gren. Herfra falder Sigurd i vandet, elefanten redder han op, og et venskab for livet er begyndt.