Skinnet bedrager honorerer fint de krav, man kan stille til en underholdende spændingsroman uden dog at indeholde kvaliteter, der gør den til noget særligt inden for sin genre. Den var fuldt ud i stand til at holde mig fra huslige sysler på en grågrumset regnvejrslørdag, men den er hurtigt glemt igen. Romanen bygger på grundig research (for eksempel om FBI's arbejde) og plottet er effektivt bygget op, så man i rask tempo bevæger sig fra det ene handlingsmættede højdepunkt til det næste. Der leges kispus med sandheden om ven og fjende, og det ender med en overraskende slutning - Alan Jacobsons varemærke. Sproget flyder godt nok men er uden overraskelser, persontegningen fungerer men er uden dybde, og handlingen bevæger sig så hurtigt af sted, at den hyppigt vælger de lette løsninger. Psykologen Lauren er hovedpersonen; hun lever et uselvstændigt liv plaget af angst og fobier. Men da hendes mand forsvinder på mystisk vis, går hun i gang med at finde ham. Han flakker om med hukommelsestab efter en ulykke og bliver jagtet af FBI og en psykopatisk morder, som forveksler ham med en anden. Der vil være lige så mange læsere til denne roman som til forfatterens første bog på dansk Falsk anklage, 2002/16.