I vor oplyste tid er vi naturligvis ikke spor overtroiske, men for en sikkerheds skyld spytter vi alligevel over skulderen, når en sort kat krydser vejen, og vi undlader at gå under stigen, selv om det er den korteste vej. I denne bog, som er oversat fra svensk og bearbejdet af Vibeke Stybe, fortælles om overtroens rædselsvækkende væsener, om alt lige fra trolde, spøgelser, varulve og vampyrer til elverfolk og havfruer. Faretruende mørke bjerge og store dybe skove har spillet en stor rolle i overtroen. Naturen bjergtager os og får os til at føle dens skjulte kræfter. Bogen indeholder 6 kapitler: "De overnaturlige", "De forvandlede", "De onde", "De uforklarlige", "Overtro i hverdagen" og "Trylleformularer". Sidst er der en side med overtroiske udtalelser som eksempelvis "Slå aldrig en paraply op inden døre, så vil lynet slå ned" efterfulgt af en liste over nyere bøger om overtro. Forsidetegningen understreger titlen og skal nok sælge bogen til halvstore børn. De mange helsidestegninger er farvestrålende og fantasifulde og angiver fint stemningerne. Teksten er tospaltet, og den brydes ind imellem af gode figurtegninger. Bogen kan læses af den gode læser fra 4. klasse, men den egner sig også til oplæsning/samtale på tidligere klassetrin.