Den danske forfatter har gennem årene været produktiv og debatterende på mange interesseområder. I denne bog tager han afsæt i en oplevelse ved en tryllekunstnerfestival og diskuterer grænselandet mellem tro og overtro, fup og fakta, overlevering og naturvidenskabelige beviser. Han undersøger emnet på 5 områder: omkring (religiøse) myter om livets opståen, omkring grundlaget for de store verdensreligioner, hvor kristendommen får sit eget kapitel, så omkring menneskets behov for mysticisme og sammenhænge, f.eks Moon-bevægelsen o.lign., og til slut den religiøse eller overnaturlige business med økonomisk vinding (Uri Geller, astrologi - "Astrologer burde vedgå, at de arbejder i showbusiness"). Elmer er meget belæst og vidende i denne polemiske debatbog, hvor han diskussionslystent tilbageviser de fleste religiøse eller overnaturlige fænomener med videnskabelige modbeviser. Efterspørgslen efter bogen vil afhænge af, i hvilken grad de etablerede - kirke, astrologer m.v. - bliver provokeret til at tage handsken op.