Værket henvender sig til såvel skuespillere som mange andre teaterfolk, også dramatikere - såvel i den professionelle top som i amatørteatret.
Ivana Chubbuck er en levende institution i Hollywood, hvor hun er en meget opsøgt coach med et samarbejde med mange stjerner. Hun har også optrådt i Danmark og har danske elever. Hendes succes baserer sig på det system, hun fremlægger i bogen her. Chubbuck tager udgangspunkt i, at skuespillerne skal finde og tage udgangspunkt i deres egne smertepunkter, for at finde det nødvendige drive. Skuespilleren skal være helt fokuseret på sine mål, rollens mål, hvad ønsker karakteren? Chubbuck opstiller så sine 12 redskaber til arbejdet med rollen fra det altså overordnede mål over fx beats og handlinger, indre monolog til endelig at stole på sit forarbejde og give slip i situationen. Godt halvdelen af bogen er viet til dette arbejde. Et stort afsnit omhandler andre redskaber og øvelser, som man kan supplere med, og endelig anvendes Tjechovs Onkel Vanja som praktisk eksempel og manuskriptanalyse. Det er en grundigt udfoldet og meget pædagogisk klar indgang til Chubbucks system med bud til alle med teaterarbejde og -interesse.
Værket føjer sig fint til den eksisterende litteratur om skuespillerens teknikker og metoder fra Konstantin Stanislavskijs klassiske system og fremad.
Der kan næppe herske tvivl om, at det vil være af betydning for interessen for Ivana Chubbuck, at så mange af de meget kendte Hollywood-stjerner refererer til hende.