Sommeren 1945 tegner 14-årige Erika for sjov en sløjfe om Stalins skæg på et foto på skolen, og for det idømmes hun 10 års straffelejr. Hun fortæller om sine frygtelige fængselsophold og sin kamp for at få en normal tilværelse efter frigivelsen. En uhyre velskrevet levnedsbeskrivelse, for alle biografielskere.
Erika Riemann, født 1930, fortæller om sine oplevelser som ung pige efter krigsafslutningen i sommeren 1945. Sammen med sin mor og sine søskende boede hun i Mühlhausen, der lå i den sovjetiske besættelseszone, hvor hun var i frisørlære. Erika er temperamentsfuld, og hun stikker ikke op for bollemælk. En dag afviser hun at klippe en sovjetisk soldat, hvis hår er fuld af lus, og senere tegner hun med læbestift en sløjfe på Stalins skæg. Det er nok til, at hun bliver arresteret og idømt 10 års straffelejr i Sibirien. Hun når at sidde otte år i østtyske kvindefængsler, herunder tidligere kz-lejre, under rædsomme forhold. I bogens anden del beretter Erika Riemann om sine vanskeligheder ved at få en normal tilværelse.
Blændende velfortalt og gribende fortælling om en usædvanlig stærk kvinde, der først forsones med sin hårde skæbne, da hun i en sen alder får formuleret sine utrolige livserfaringer.
En anden lignende, særdeles gribende beretning er Ingrid Betancourts Selv stilhed hører op.