Forfatteren, der tidligere har udgivet Pileflet for begyndere (senest 1999), kommer her med en indbydende og lettilgængelig bog, hvor modeludvalget bl.a. omfatter rangler, hårspænder, småkurve, kræmmerhuse, fastelavnsris, kranse, plantestativer, ringspil og pilehuler til børn. De forskellige modeller kræver ikke meget værktøj og ellers kun købt eller hjemmedyrket/indsamlet pil, og det vil nok tiltale mange, der har lyst til at snuse til emnet, at det ikke kræver de store investeringer. Modellerne er pæne, enkle og yderst varierede, og fremgangsmåderne gennemgås godt, suppleret af tegninger og farvefotos af de færdige modeller. Den indbydende forside viser fire af bogens modeller på farvefotos. Den mundrette tekst formidler forfatterens entusiasme for sit emne, og mange af modellerne er så enkle, at de egner sig til at lave sammen med børn til spejder, i fritidsklubber o.l. Et enkelt og tiltalende supplement til genren, der især henvender sig til begyndere, primært blandt voksenbibliotekets brugere.