For de lyrikinteresserede med særlig interesse for haiku og det minimalistiske udtryk.
Jette Slåen skriver i den klassiske japanske digt-tradition haiku - med et dansk tvist, må man sige. Hendes inspiration er de personligt erfarede og nærværende indtryk. Digtene tager afsæt i øjebliksbilleder fra den natur og de mennesker, hun møder over tid. Den formelle haikumetrik med trelinjers 5-7-5 stavelsesrim er formelt i orden, men digtene gestalter primært de konkrete billeder, der når de er bedst, komprimerer og omsætter det personligt registrerede til det abstrakte: "I brændestablen/har humlebien sit bo/blæsten er hjemløs". Og tættere igen på det personligt sansede: "De visne blade/rasler under mine skridt/skyggen går lydløs". Den sproglige spændstighed er dog kun stedvist tilstede - andre tekster tenderer det mindre ambitiøse rimsmederi: "Vi klipper hjerter/hvor julen dog nærmer sig/sidst i november". Her efterlades ikke rum for læseren til selv at tolke det konkrete op til det abstrakte, der udgør haikuens væsen. Slåen har tidligere udgivet Hvor alfer har danset og Fruen danser ud og bidraget til et par andre udgivelser.
Antologien Blade i vinden viser bredden i dansk haiku-digtning, og af original japansk haiku-digtning oversat til dansk findes Matsuo Basho: Ildfluer.
Slåens haikudigte er formelt ferme og giver stof til refleksion og fortolkning flere steder. Andre steder løfter de sig ikke til den spændstighed og abstraktion, som formen ellers lægger op til.