Bogens bagside: ”I starten græd jeg mest sammen med mor. Det var der en vis tryghed i. Men det var hårdt at se mor græde. Det virkede forkert. Jeg spekulerede tit over, om mine veninders mødre også græd. Det troede jeg ikke, de gjorde. På et tidspunkt spurgte jeg min mor om det, men jeg fik vist ikke udtrykt det som spekulationer – nok nærmere som en irritation over, at hun græd så tit. Hun var jo trods alt den voksne. Skulle hun ikke passe på mig nu, hvor mormor var syg?” Saras verden forandrer sig pludselig, da hendes elskede mormor bliver alvorligt syg. I familien har der altid været masser af sjov, sammenhold og kærlighed, men med ét er der også en mørk skygge med frygt og frustrationer over familie – glæden. Mens Sara langsomt trækker sig fra veninderne, går Saras mor, Heidi, i gang med at finde sygdomsbeskrivelser på nettet og undersøge behandlingsmuligheder. For kan det virkelig være rigtigt, at hendes mor, der kun er 65 år, skal dø? I ”Snefnug i mørket – en svær tid set med to generationers øjne” fortæller Sara og Heidi åbent og ærligt på skift om deres oplevelser, følelser og tanker igennem sygdomsforløbet og giver indblik i, hvordan den nøjagtig samme hændelse kan opleves forskelligt af to generationer.