Det er en spændende og tankevækkende sort/hvid fotobog med søstre som tema. Søstre i alderen 0-96, bosiddende i Danmark, fra mange forskellige miljøer, kendte og ukendte, indvandrere, alt blandet mellem hinanden. Af de kendte kan nævnes: Anne Marie Helger, Elsebeth Gerner Nielsen, Pil, Ulla og Drude Dahlerup, Hanne-Vibeke Holst. En kortfattet tekst til hvert foto fortæller om familieforhold, alder, arbejde, interesser og om søstrenes forhold til hinanden. Fotografierne er taget i kvindernes miljø, både udendørs og indendørs, og de afspejler intenst de indbyrdes relationer, store- og lillesøster, magtforhold og ikke mindst følelserne. Der er en mangfoldighed af udtryk tilstede, og billederne giver anledning til at digte videre over ens eget søster- og venindeforhold. En bredt anvendelig bog til refleksion, samtale eller diskussion om kvinders bånd i dagens Danmark. Kissen Møller Hansen har også udgivet fotobøgerne Meanwhile (1999) og Fødselsbilleder (1999).