En ung jødisk piges gruopvækkende oplevelser under 2. verdenskrig i Polen kan læses af alle, der interesserer sig for historie og krig og almindelige menneskers kamp for at overleve. Også unge piger vil tage historien til sig.
Den 15-årige Clara boede sammen med sin velhavende familie i Polen, da 2. verdenskrig brød ud. I byen boede der 5000 jøder, og da krigen sluttede, var der ca. 60 tilbage. Familien overlevede ved at en etnisk tysker, Beck, en drukkenbolt, skørtejæger og antisemit skjulte dem i sin kælder i mange måneder. Claras dagbog er baggrunden for beretningen om en ond tid i en by, hvor først russerne hærgede, dræbte og skabte frygt og siden nazisterne. Det er et gribende indblik i den ortodokse jødiske familie og dens skæbne. Skildringen af de mange måneders liv i kælderen, hvor ingen kunne stå oprejste, og der i perioder boede nazister i huset, er skrevet nøgternt og mærkelig let. Clara bor i dag i USA og har viet sit liv til undervisning i Holocaust. Der er fotos og uddrag fra dagbogen, og det hele er fortalt til S. Glantz.
Bogen er på højde med Anne Franks dagbog, 1956 og Mary Berg: Dagbog fra ghettoen i Warszawa, 2007.
En uforglemmelig fortælling, der kan blive en ny klassiker, er baseret på den 15-årige Claras dagbog, skrevet mens hun boede indespærret i en kælder sammen med 18 andre under de værste jødeforfølgelser under 2. verdenskrig i Polen.