Bogen er en bred indføring i etisk tankegang på et kristent grundlag. 1. udgaven kom for 10 år siden. Dette er 3. udgave. Bogen tager udgangspunkt dels i klassisk græsk etik, dels i bibelsk etik og syntesen derimellem. Derefter præsenterer den en række nyere hovedretninger indenfor etisk filosofi og religion. Bogen forfægter ikke nogen bestemt retning, men fremstiller dem loyalt og neutralt. I forhold til 1. udgaven er den en del ændret og udvidet med nyskrevne afsnit af 4 af forfatterens kolleger fra Afdeling for etik og religionsfilosofi ved Århus Universitet. I øvrigt er et kapitel, hvor forfatteren gav udtryk for sin personlige opfattelse af etikken, udeladt. Alt i alt en meget vægtig indførsel i etikkens fundament og begreber, skrevet til teologistuderende, men relevant for enhver med interesse for dette komplekse emne. Benyttelsen af de tidligere udgaver viser, at interessen er der. Forfatteren er dr. theol. og professor i etik og religionsfilosofi og har beklædt flere tillidsposter indenfor etiske sammenhænge.