En seriøs erindringsbog om samarbejdspolitikken i besættelsestidens første halvdel set fra tysk side. En bog der, uden at være speciel svær at læse, går i dybden. Den henvender sig fortrinsvis til læsere, der i forvejen ved noget om emnet. Gustav Meissner var opvokset i Nordslesvig og talte udmærket dansk. Han havde et godt kendskab til danske forhold, og således gode forudsætninger for sit virke i Danmark som presseattache ved det tyske gesandtskab i København fra 1939 til 1943. Bogen har ikke karakter af forsvarsskrift som f.eks i Werner Best: Danmark i Hitlers hånd, 1989, men virker helt nøgtern og ærlig. Det er en kronoligisk fremstilling af begivenhederne fra den 1. september 1939 til april 1943, med vægt på hans eget virke med de mange kontakter, især til DNSAP - det danske nazistparti. Vi hører især meget om forhandlingerne mellem de danske og tyske myndigheder. I et appendix fortæller forfatteren om sit syn på retsopgøret. Noter efter hvert kapitel og personregister til sidst.