Forfatteren er jøde af iransk/ungarsk afstamning men bor i Frankrig og skriver på fransk. På dansk kom i 1998 den selvbiografiske essaysamling Hammerklaversonaten. Hendes nye bog er én lang monolog af en ældre fransk jødisk mand, der henvender sig til sin søn. Fortællerens alder er ret ubestemmelig, men han har to voksne børn, et barnebarn på 2 år og lever sammen med en kvinde, som ikke er børnenes mor. Af og til lyder han som en gamling, der er ved at skrive sit eftermæle og ind imellem fortaber sig i erindringen, og andre gange hører man en vred og vrissen midaldrende mand, der søger at finde sig til rette med sin samtid, sine medmennesker og sig selv. Som læser har man hele tiden fornemmelsen af at være lidt uden for. Man kender ikke de personer fra hans liv, han ustandselig refererer til, og man aner kun svagt nogle relationer, hvor gensidig svigt og fortrydelse spiller en stor rolle. Sådan kan det ofte være at lytte til et andet menneskes inderste. Det springende punkt er så, om man som læser finder hans skæbne interessant nok til at prøve at forstå.