Sortmund

Sortmund er Allan Haverholms første albumudgivelse, og det er en imponerende debut, både indholdsmæssigt og omfangsmæssigt. Tegneseriens 300 sider blev oprindelig udsendt i små undergrundshæfter à 20 sider, og denne udgivelsesform var medvirkende til, at historien undervejs delvis ændrede karakter fra at være en krimifortælling med metafysiske overtoner til at blive en veritabel dommedagsberetning om udødelighed, alkymi og tvekampe mellem selveste Gud og Satan. Værkets første halvdel er efter denne læsers mening langt bedre end slutningens grausame Salbe, hvor personerne taler med meget store bogstaver i nogle særdeles svulstige replikker. Haverholms ret grove, skitseagtige streg med en glimrende udnyttelse af sidelayoutets dynamiske muligheder holder til gengæld et ensartet højt kvalitetsniveau gennem hele albummet. Billedsiden med stærke mindelser om amerikanske Mignola og Mazzucchelli ændrer sig noget undervejs, ligesom der i albummets sidste tredjedel føjes en ekspressiv rød signalfarve til det sort-hvide univers. Disse ændringer i udtrykket betyder dog mindre i forhold til en fornem grafisk tour-de-force, som godt kunne fortjene et lidt mere gennemarbejdet manuskript, men som næppe kan undgå at fascinere de unge og voksne læsere.

Read the full assessment