"[Gil Scott-Herons] poetiske schwung, der ikke bliver matchet noget andet sted på pladen, klinger med på resten af numrene, der alle, direkte eller indirekte, kredser om sort stolthed, om moderlandet Afrika, om revolutionen, om slaveriet, og som alle glimrer ved meget tydeligt at markere sin egen plads i det, der ofte kaldes den sorte musikhistorie. Det klinger både med i xylofonen på Roy Ayers Ubiquitys »Red, Black & Green«, og det klinger med i de over-funky beats på Sarah Webster Fabios »Sweet Songs«, ligesom det klinger med i det stolte og meget smukke jazz-inferno på jazzlegenden Joe Hendersons »Black Narcissus« og i den desperat skrigende futurisme på Carlos Garnetts »Mother of the Future«. Der er en særlig fornemmelse af fortrop, når man hører kompilationen, en fortrop vel at mærke, der ikke trækker flokken ind i musikalske blindgyder. Der bliver bygget oven på jazzen og roots-musikken og lagt funky nye brosten på vejen imod den hiphop-revolution, som tog sin begyndelsei1970'erne, og som siden har været en central kulturel byggesten for flere bølger af borgerrettighedskamp".