Bøger om spil o.a. tidsfordriv er et gebet som forf. har beskæftiget sig med i flere år. Nærværende udgivelse ligner da også en opdatering af Novrups Spil med ord, blyant og papir fra 1981 og som formentlig nu er slidt op i de fleste biblioteker. Med godt 30 spil, knap en halv snes nye spil flere end i 1981-udgaven, og med et udvalg strækkende sig fra klassikere som "Kryds- og bolle" og "Sænke slagskibe" til nyere og sammenlignet hermed lidt mere sofistikerede øvelser som "Ord-Master-Mind" forsøger forf. at favne en række enkle spil og ordlege m.v. indenfor rammerne af et underholdende og samtidigt uprætentiøst samvær. De enkelte spils regler og forløb gennemgås, ofte ved hjælp af en række "cases" hvor forf. indgående forklarer baggrund og overvejelser inden det/de næste træk foretages. I en tid hvor pc'er, playstations o.l. danner rammer for megen underholdning og tidsfordriv kan nærværende udgivelse måske forekomme at være et lidt altmodisch pip fra en fjern fortid, men flere af disse lege og småspil fordrer ikke meget, kan stort afvikles overalt og skal nu nok vise sig mere sejlivet end meget af "det virtuelle". Bibliotekerne er da heller ikke ubekendt med efterspørgslen af denne type udgivelser, som der her åbner sig en god mulighed for at supplere.