Dette spændende og yderst velfortalte værk om Tysklands dramatiske vinteroffensiv i Ardennerne 1944, der populært også kendes under betegnelserne "Battle of the Bulge", "Slaget om lommen" eller "Panserslaget ved Ardennerne", er til alle med interesse i krigshistorie og/eller 2. verdenskrig. Vil også kunne bruges til den lidt større historiske gymnasieopgave.
Jakob Sørensen, der er ph.d. i historie og lektor på KVUC, har tidligere bl.a. skrevet D-dag : Operation Overlord 6. juni 1944, der i 2014 udkom i 5. udg. Nærværende bog, som er skrevet på grundlag af den eksisterende engelsksprogede internationale litteratur om Ardenner-offensiven, har mindst samme potentiale, idet der er tale om historieformidling på højt niveau. I korte kapitler, der gør det let for læseren at bevare overblikket og tilegne sig stoffet, viser Sørensen, hvordan Hitler i et desperat forsøg på at holde fjenderne ude fra tysk jord satte sine sidste reserver ind i en modoffensiv i Ardennerne. Ca. en million mand kæmpede i slaget, der blev det største den amerikanske hær har deltaget i. Illustreret med sort-hvide fotos. Med kort over frontlinjen, signaturforklaring til bogens kort, oversigt over styrker, tidslinje, litteraturliste, billedliste, noter og register.
Eneste værk på dansk, der har hovedfokus på Ardenner-offensiven.
Der er tale om det første samlede værk på dansk om Ardenner-offensiven 1944, som tillige er yderst velfortalt, velskrevet og lærerig. Med stort læserpotentiale på alle biblioteker.