Books / fiction for children / roman

Spurvemælk og djævlebræk


Description


Om Fatima og Michael, begge elleve år. De er stedsøskende. Fatimas farfar fra Jordan kommer på besøg i længere tid. Der opstår mange kulturelle misforståelser. Hans urter stinker. Helt galt er det at Fatimas far og Michaels mor ikke er gift. Michael fortæller med humor og tolerance.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 16. Sep. 1998

By

By

Else Lerche

d. 16. Sep. 1998

Forf. er palæstinenser og bor i Tyskland. I 1993 udkom hans De talende sten, om drengen Kamal under intifadaen. Temaet i bogen, som oversætter i samarbejde med forf. har bearbejdet, så den foregår i Danmark, er mindre alvorligt. Elveårige Michaels mor bor sammen med elveårige Fatimas jordanske far. Michaels mormor bor der også. Fatimas farfar fra Jordan besøger dem i flere måneder. Han er naturlæge og medbringer kufferter af urter. Kulturforskelle, misforståelser, flere generationer under samme tag og farfars ukendskab til Danmark skaber problematiske og sjove episoder. Fx vækker hans kur mod veninden Anjas bumser hendes mors vrede, pludselig forlanger han, at Fatima skal gå med tørklæde og helt galt går det, da han opdager, at hans søn ikke er gift med Michaels mor. Forfatterens intentioner, at vise kulturforskelle, fortælle om islamiske skikke og livsholdninger og at det kan fungere, når alle viser tolerance, er lykkedes. Han har lagt mindre vægt på at beskrive miljø og personer dybdegående. Michael fortæller den umiddelbart fængslende historie. Han gør det med humor og tolerance i et levende, letflydende sprog. Det gør bogen til en god læseoplevelse for børn fra 10 år. Teksten er sat i en behagelig sats og der er s/h illustrationer. Forsiden udstråler varme og bagsideteksten dækker indholdet godt.


The libraries' assessment

d. 16. Sep. 1998

By

By

Bodil Pedersen (skole)

d. 16. Sep. 1998

Hovedpersonen, den 11-årige Mikael, fortæller i jeg-form denne letlæste historie, der kunne foregå hvor som helst i dagens Danmark. Han, hans mor og hans bedstemor bor sammen med en arabisk mand og hans datter. Handlingen tager fart, da farfar Tanturi fra Jordan pludselig kommer på ferie i længere tid, hvilket ændrer dagligdagen i den lille familie temmelig radikalt. På humoristisk vis beskrives farfaren i mange pudsige situationer, hvor der opstår misforståelser på grund af kulturelle forskelle. Titlen refererer til en del sproglig forvirring. Bogen er opdelt i små, overskuelige kapitler med næsten afsluttede historier ledsaget af enkelte sort-hvide illustrationer. Bagest i bogen findes en ordliste over nævnte arabiske udtryk. Bogen kan anvendes til selvlæsning, oplæsning og som udgangspunkt for samtale om respekt og tolerance fra 4.-6. klassetrin. Der er mange eksempler i bogen på, hvordan man tackler problemer opstået pga. kulturelle forskelle, selv om handlingsforløbet til tider virker en smule konstrueret.