Denne underholdningsserie, som i alt er på 40 bind, er oprindeligt norsk, den udkom sidst i 1990-95 på Winthers Forlag. Den adskiller sig fra den store trivi-mængde ved sine kulisser! Historien starter i 1718, da Den Store Nordiske Krig har varet i 18 år, den foregår i de koldeste egne i Nordskandinavien, dér hvor man ikke er helt sikker på, hvilken fyrste, der har den øverste magt. Beretningen tager sin begyndelse i Finnmarken, her hersker der hungersnød, og den fattige bonde Erkki er tvunget til at give sin datter fra sig. Hun kommer med en lappefamilie videre ud i verden. Vi følger nu pigen Raija gennem mange strabadser og dramatiske tildragelser. Hun finder i en ung alder sit livs kærlighed, og de må ikke uventet skilles igen. For nok at mødes igen i et senere bind? I de fire bind som denne lektør har haft i hænderne, kæmper Raija indædt for sin selvstændighed, det er svært at gennemskue autenticiteten i miljøet, men det virker! De hårde livsvilkår, befolkningens barske liv, sammenholdet der gør det naturligt, at alle tager sig af de børn, der er. Men også de ubarmhjertige afvisninger af den, der er anderledes. Det er små bøger i beskedent udstyr, hvert bind er koncentreret i detaljer om forholdsvis enkle hændelser, og fortællemæssigt kan de godt stå op imod fx Danielle Steel's de dårligste og den anden igangværende historiske mega-serie Sagaen om Isfolket.