Bogen henvender sig til alle dansklærere og til lærerstuderende.
Med udgangspunkt i mellemtrinnet giver bogen en grundig gennemgang af forskellige pædagogiske problemstillinger i forhold til faghæftet, og til hvordan vi griber undervisning i stavning an i grundskolen. Det understreges, at retskrivning er en forudsætning for skrivelyst og skriveglæde, ligesom der argumenteres for, at stavetræning ikke blot er gold træning, men bør forsøges integreret i den daglige undervisning. Bogen er opbygget med en indledende gennemgang af lovgrundlaget. Dernæst inddrages elementer fra nyere forskning, og endelig er der mere konkrete forslag i forhold til undervisningen. Til sidst findes en meget omfattende litteraturliste.
Der er så vidt jeg er orienteret ikke anden pædagogisk litteratur, der fokuserer så specifikt på stavning.
Bogen vil være meget interessant og inspirerende for enhver dansklærer/lærerstuderende, da den beskriver meget relevante problemstillinger og kommer med løsningsforslag til de didaktiske overvejelser, man naturligt og jævnligt gør sig som dansklærer. På fin vis kæder den teori og praksis sammen, hvilket kan give den enkelte lærer større overblik og dybere indsigt. En bog man ikke lige bliver færdig med, men vil vende tilbage til flere gange.