For yndere af nyere rejseskildringer.
En historisk/kulturhistorisk pespektiveret rejseskildring. Kort efter Taleban-styrets fald i 2002 begynder den unge engelske historiker Rory Stewart trods mange advarsler en begivenhedsrig 36 dages vandring fra Herat i nordvest til Kabul i øst efter samme 700 km lange rute, som stormogulen Babur tilbagelagde i 1500-tallet. Turen går gennem flere af Afghanistans højeste bjergpas, resterne af ældgamle civilisationer og fjerne, fattige områder, hvor lokale krigsherrer stadig kæmper. Stewart er den første fremmede, der efter 25 års krig vover sig ind gennem bjergprovinserne. Han overnatter hos landsbyboere, hører deres historier og deler deres mad. Nogle bryder sig ikke om vesterlændinge, men den muslimske gæstfrihed er i reglen altid til stede. Bogens bagsidetekst lægger op til farer og eksotiske oplevelser, som efter min vurdering ikke indfris. Selv om man generelt får et fint indblik i landet, den lokale folklore, kultur og skikke, så slæber handlingen sig ofte gennem lange historiske redegørelser på viderekommende plan. Beskrivelserne og indtrykkene er ofte udvendige og ret begivenhedsløse. Man kommer aldrig helt ind på personerne, og oplevelserne virker distancerede og oftest uden den indlevede formidling, som potentialet her klart synes at rumme.
Samme emnekreds som fx Hosseini, Tin og Seierstad, men disse er bedre.
En lidt omstændelig distanceret rejseskildring, hvor jeg synes, at oplevelserne i et af verdens brændpunkter ikke formidles optimalt.