Stejl fart henvender sig til et relativt indforstået publikum af politisk og/eller kulturelt bevidste læsere.
En del af Christoffer Zielers satiriske vittighedstegninger har tidligere kunnet læses i Weekendavisen, og mange af dem har været bragt på forfatterens egen blog. Satiren i tegningerne rammer bredt og omfatter fænomener som muslimsk fundamentalisme, pædofile præster, politikernes uduelighed, racisme, politivold, luderjournalistik samt ikke mindst den moderne velfærdsdanskers grænseløse selvoptagethed. Holdningerne i vittighederne kommer ofte frem i dialog mellem to eller flere aktører, hvoraf den ene ikke helt sjældent er en hund eller en kat. Ind imellem er pointerne både skarpe og vittige, som når katten konstaterer, at efterhånden som Danmark uafbrudt falder igennem i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, må vi bare finde nogle mere skodagtige lande at sammenligne os med. Touché!.
Christoffer Zielers sort-hvide karikerede satiretegninger er uhyre professionelt udført og har stærke berøringsflader med udenlandske institutioner på området som fx amerikanske Beeler eller Holbert. Indholdsmæssigt er emnevalget i tegningerne nært beslægtet med dagbladenes billedkommentarer til dagens begivenheder.
Når Zielers troldspejl fungerer bedst, er satiren både hvas og præcis: "Udtal det her ord" - "Langsjere" - "Velkommen til P3!". Pletskuddene gør, at man bærer over med vildskuddene og med de temmelig kryptiske tegninger, som også findes i samlingen.