Vi har snart oplevet makkerparret Manning og Granström med adskillige lettilgængelige og veloplagte billedfagbøger om ting, der kan forundre. Bøger for børn mellem 4 og 7 år om lidt af hvert fra naturens, fysikkens og teknikkens verden. Tidligere har fænomener som universet, vand, og vores egen krop været genstande for spørgsmål og indfald. Denne gang handler det om historien nærmere bestemt om jægerstenalderen. Vi får interessante svar på spørgsmål som: Hvad levede man af? Hvordan boede man? Hvad lavede man? Hvad troede man på? Der gives mange spændende svar, selv overgangen fra jægerstenalder til bondestenalder belyses. Bogen er en fremragende igangsætter til dybere undersøgelser af vores fortid. For bogen inviterer til endnu flere spørgsmål end der gives svar på og det er vel i sig selv en fin målsætning for en billedfagbog for de mindste. Bogen taler direkte til det barn, der sidder med bogen i hænderne: Kunne du tænke dig...? Har du prøvet at...? Bogens store, skitseagtige tegninger veksler med små, informative billeder, der illustrerer mere komplicerede detaljer. Til sidst følger en sammenfatning, et oversigtsbillede og en lidt overflødig ordforklaring. Alt sammen en opbygning, der introducerer mere "voksne" fagbøger.