En til tider åndeløst spændende roman i den engelske fantastiske genre hvor den virkelige verden blandes med et magisk, eventyrligt univers. Den 11-årige Phelim lever et mismodigt liv sammen med sin ondskabsfulde søster da han pludselig kastes ud i en uoverskuelig række af begivenheder. Stoor-ormen og dens uhyggelige afkom er begyndt at vågne og truer med at udrydde det engelske og skandinaviske område. Phelim er den udvalgte, der sammen med tre hjælpere, narren Sweeney, jomfruen Alexia og Kæphesten skal forsøge at dræbe ormen og dens afkom før ondskaben udrydder verden. Modvilligt drager han ud på sin livsfarlige færd, hvor han bl.a. møder gale hunde, mytologiske væsener, djævlen m.fl. Læseren fastholdes af et facinerende univers og en konstant spændende, ofte blodig handling. Sproget er farverigt: Rådenskab og ondskab formelig damper op fra siderne, og man kommer ofte i tvivl om hvem de er de gode og de onde. Bogens fantastiske univers er gennemført med et mylder af overnaturlige væsener, men handlingen er til tider så broget at man skal holde tungen lige i munden for at følge med. En krævende, konstant spændende fantasy for yndere af genren, bl.a. Harry Potter-fans fra ca. 12 år. Velegnet til oplæsning fra ca. 9 år.