Selv om Kim Foss' digte ofte kalder på smilet stiller de skarpt på ubehaget og ikke ikke mindst på absurditeten i det moderne liv.
Teksterne i KF's digtsamling, som består af fire afsnit, udspiller sig i en fiktiv lokalitet, kaldet "Stenland". I dette univers af materialisme, forstillelse og egoisme færdes teksternes anomyme jeg i en absurd runddans og cirkelbevægelse gennem livets skiftende faser, fra fødsel og opvækst over voksenliv og arbejde frem mod døden. Som set i et troldspejl træder en moderne civilisation frem, der har fjernet sig fra sit naturgrundlag og hvor mennesker tilfældigt strejfer hinanden på vej gennem svingdøren: "Akutte følelser stormer voldsomt mod facaden/ men inden de haster videre/ i metropolens røg/ skærer glassets runddans/ tungens kurve til tavshed." Digtene beskriver ikke dette fremmedgjorte univers, hvor både følelser og begær holdes på vågeblus, som et tragisk vilkår, men set på afstand som en absurd farce, der kalder på smilet og sarkasmen.
KF har tidligere udgivet to digtsamlinger: Akut beslægtet, 1990, og Stormens øje, 1993. Hans seneste udgivelse er romanen Magi, dame, knægt fra 2003.
Digtene tematiserer absurditeten i det moderne liv uden patos og med en god portion ironi og sarkasme. I nogle tilfælde bliver billedsproget dog bærer af en lidt for bastant og entydig symbolik, der stiller sig i vejen for et mere spontant og personligt udtryk.