Godt nyt til alle bibliotekers lyrikinteresserede. Janina Katz' digte er forholdsvis lettilgængelige, så uvante digtlæsere kan være med her.
Forfatteren Janina Katz er en kendt stemme på bibliotekernes hylder, og hendes seneste digtsamling Skrevet på polsk blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris sidste år. Det er den livskloge og -erfarne Katz, vi (igen) møder i den nye digtsamling, hvor hendes digterjeg resigneret tænker frem mod den sidste tid, der slutter alting. Dette tidsperspektiv, der også ligger i titlen, er et gennemgående tema i de livsfilosofiske digte, hvor der reflekteres over tilværelsen, som også når sin ende en dag. Et andet træk, der skal fremhæves, er beskrivelserne af skriveprocessen, hvor et digt upassende kan presse sig frem: "Du har travlt / og pludselig / overfalder et digt dig". Her ser vi samtidig et herligt eksempel på de livsbekræftende bemærkninger, Janina Katz' digte også er fulde af. Den lille beskedne bog på små 50 sider bør bevare sine flapper i biblioteksklargøringen.
Samme temaer slås an af fx Peter Poulsen i Bestyrelsesmøde i evigheden.
Livskloge digte, der ikke er svære at læse, i en melankolsk grundtone om livets forgængelighed med erindringer om kærlighed og længsel.