Carl Henrik Koch er docent ved Institit for Filosofi, Københavns Universitet, og har skrevet en række bøger og artikler om filosofi fra Logik, 1970 over biografier om Francis Bacon, A.P.Adler, Jens Kraft, Schopenhauer til Descartes, 1999. Hensigten med denne bog er at vise en række nedslag i dansk filosofihistorie. Dansk filosofi er ikke kun Kierkegaard, der er også Holberg og andre af oplysningstidens tænkere. Der er den danske diskussion om Hegels dialektik, de såkaldte filosofiske fejder i 1820erne og 1860erne. Der er den sære personlighed Adler, og der er Georg Brandes og dennes lærer Hans Brøchner. Der fortælles om forholdet mellem Harald Høffding og Anton Thomsen. Vi får at vide, hvem Carl Lange var. (Han lægger sammen med en amerikansk psykolog navn til den james-langeske emotionsteori!). Det sidste afsnit i bogen er et tilbageblik på post-spekulationens og positivismens tidsalder. Det meste er udgivet i artikelform tidligere, skrevet til forskellige lejligheder. Der er derfor ikke tale om en fortløbende fremstilling, og indimellem gives den samme oplysning flere steder. Bogen holder hvad titlen lover, og i bibliotekssammenhæng kan det være godt at have emnet samlet i et skrift.