Der er tidligere udkommet bøger om Stumpen f.eks. Stumpen og mormor fra 1997. I disse to nye bøger er Stumpen en ca. 1½ årig baby, der henholdsvis skal spise og bades. Men hvad skal hun sidde på, spise med og vaskes med? Alle højresider viser fire genstande, som barnet kan vælge imellem. På næste opslag vises Stumpen, der anvender den rigtige genstand. Såvel Stumpen, som de mange genstande, er tegnet på ensfarvet hvid baggrund og skulle dermed være lette at genkende - alligevel er det vanskeligt for helt små børn at vælge mellem f.eks. en grydeske og en barneske eller en kaffekop og en tudekop. Stumpen og hendes familie er alle tegnet med glade ansigter, strittende hår og røde kinder, og ansigterne minder lidt om tegneseriefigurer. Bøgernes handling bygges langsomt op og afsluttes med hver sin sjove episode. I Stumpen skal i bad er babyen lige blevet lagt nyvasket i seng, da låget går af sutteflasken, og badningen må starte forfra og i Stumpen skal spise ender det med, at hun hælder al maden ud over sit eget hoved. Disse uheld vil især more voksne og lidt større børn, mens bøgernes opbygning og udseende især appellerer til de 1½-2 årige, som ikke helt vil være i stand til at forstå pointen og svare på spørgsmålene.