Bogen er skrevet til brug for uddannelser, der beskæftiger sig med sundhed. Niveauet er højt, så der må være tale om videregående uddannelser. I øvrigt henvender den sig til alle med ansvar for og interesse i sundhedsfremme på arbejdspladsen.
Annie Hagel er journalist og kommunikationsrådgiver og har arbejdet med sundhed indenfor forskellige organisationer og ministerier, nu ansat i Videncenter for arbejdsmiljø. Jørn Helder er ph.d. og har i sit virke beskæftiget sig med virksohedskommunikation i forskellige sammenhænge. Disse 2 har redigeret nærværende bog med bidrag fra en lang række fagpersoner. Bogen indkredser mange aspekter af begrebet sundhed på arbejdspladsen. Virksomheder interesserer sig i stigende grad for medarbejdernes sundhed, ligesom regeringen også har sat sundhed på programmet. Sygdom og usund livsførelse kobles både af samfundet og arbejdspladserne sammen med uønskede udgifter, mens sundhed forbindes med besparelser og effektivitet fx i form af engagerede medarbejdere. Udover at indkredse sundhedsbegrebet historisk og i nutiden behandler bogen områder som rygning, alkohol, overvægt, kost m.m. og belyser, hvordan virksomheder kan gribe deres sundhedspolitik an, ligesom den advarer om, hvordan sundhedsledelse ikke skal praktiseres.
Intet tilsvarende bredt formuleret om emnet i bogform.
Om sundhedstiltag i virksomhederne til brug for undervisning på videregående sundhedsuddannelser. Bogen har en forholdsvis akademisk tilgang, hvilket vil afgrænse målgruppen.