Et tidsbillede af Sverige i 1960/1970'erne fra samfundets nederste hylde og en ualmindelig stærk bog. Både for romanlæsere og som i Sverige, som fagbog. Bogen har stor succes i Sverige og har fået meget opmærksomhed i Danmark.
Det er sproget, der for alvor bærer Alakoskis tæt på selvbiografiske bog. Et barns beskrivelse af det værste der kan ske, klart iagttagende med fortolkning af årsager og voksne spilleregner, kombineret med det, medlyttende "store ører" hører. Mest med stor fortvivlelse, men også med barnets vidunderlige (og for voksne morsomme) logik. Selve historien opleves med fortællerens panser på, og det er den ubærlige afstandstagen der sammen med sproget gør det til en usædvanlig bog. I et boligkompleks i Ystad samles mange indvandrerfamilier og andre socialt belastede, deriblandt Leenas: 2 voksne og 3 børn fra Finland. Med lejligheden på 75 1/2 m2 og indendørs toilet er lykken næsten gjort. Men trods farens arbejde og morens ihærdige forsøg er fattigdommen uden ende og nedturen næsten tilrettelagt. Druk, vold og omsorgssvigt, med små pauser af orden og kærlighed, er tre accelererende tilstande i de 7 år, bogen strækker sig over. Alakoski fanger tidsånden, fattigdommens lag, gradueringerne af status, accepten og solidariteten på fantastisk vis.
Det er forfatterens første bog.
En bog der sagtens kan gå hen og få samme succes her som i Sverige. Tidsbilledet er præcist, historien og personerne står skarpt og stærkt. Vigtig både som roman og som dokumentation. Velfærd er ikke for alle.