Sylvester og Ottilia hos kaninoerne

Historien er oprindelig tegnet for mindre børn, men henvender sig i dag mindst lige så meget til Hergés voksne fanskare.

Eventyret om Sylvester og Ottilia har rødder helt tilbage i 1931, men blev første gang trykt i den her foreliggende form på fransk i 1952. Albummet udfylder et oplagt hul i den danske udgivelse af tegneseriemesterens værker, hvor den føjer sig smukt ind i sammenhæng med de tidligste Tintin-fortællinger. Flere af gagsene i albummet er ligefrem direkte genbrug af sekvenser i de første Tintin-albums, og disse indslag giver et interessant indblik i Hergés arbejdsform. Det er dog næppe for handlingens skyld, man skal læse historien om de to nybyggere i dyreskikkelse på eventyr i Kanino-indianernes land. De bramfri løjer i enkel slapstick-stil har nok deres primære eksistensberettigelse som vidnesbyrd om en sprudlende fantasi og en umiddelbar fortælleglæde langt ud over det sædvanlige. Og så er det værd at bemærke sig, at albummets billedside allerede her rummer alle den klare linjes karakteristiske træk.

Det høje tempo og de vilde overdrivelser i indholdet peger på inspiration fra de tidlige tegnefilms fortælleform.

Albummet bør gives en chance i forhold til dets oprindelige målgruppe, de mindre børn. Men de voksne Hergé-fans vil helt sikkert læse med og kan måske se udgivelsen som en forsmag på lukningen af det egentlige hul i Hergé-udgivelsen herhjemme: korthistorierne om de to gadedrenge Quick og Flupke og deres oplevelser i den fattige del af Bruxelles.

Read the full assessment