Punktnedslag i verdenshistorien set gennem en kats øjne. Kalejdoskopisk historieformidling i skønlitterær form. Vi følger katten Måneskæg gennem dens syv første liv (og seks dødsfald) i oldtidens Ægypten, hos etruskerne, i Tyskland i middelalderen, i Rusland i zartiden, i England under Victoria, i Frankrig under 2. verdenskrig og i nutidens USA. Den husker de tidligere liv, og sammen med den kan vi nu gætte med på: hvor er den nu? i hvilken tid? hvilke mennesker vil den møde? og hvilke nye opfindelser er der? Katten iagttager og undres, men opfører sig ellers som en kat ... bortset fra at den er vild med vand og svømmer godt, at den ikke kan slikke sig på ryggen, og at den intet kønsliv har før i sit 7. liv. Og så er der i de fleste kapitler en, synes jeg, overflødig hentydning til noget, der har med afføring at gøre. Detaljer der generer mig, men som nok ikke generer børn. Bogen har en behagelig typografi, en pæn forside og pæne illustrationer, der dog ikke føjer nyt til teksten. Voksne kan bruge bogen til oplæsning for børn fra ca. 9-10 år til formidling af historie fra en lidt anderledes vinkel. Til selvlæsning fra ca. 11-12 tror jeg derimod ikke på den store efterspørgsel. Det er forfatterens første bog på dansk.