Tæppefald

Herbert Almind, en enlig pensionist omkring 75 år, har en foruroligende drøm, som vækker slumrende traumer til live. Hans læge anbefaler en psykolog, men Almind ringer i stedet til sine unge genboere, Lis og Claes, som han aldrig har talt med før. Han inviterer sig selv over og begynder at fortælle sin triste livshistorie, som de overraskende nok finder meget interessant. Det er ikke min mening at lyde sarkastisk, men dette er altså den usandsynlige indledning til dette overraskende comeback i dansk litteratur. Forfatteren (f. 1918) er mest kendt for besættelsestids-romanen De røde enge (1945), og Torsdag før onsdag (1980) var hans hidtil seneste udgivelse. Med triviallitterære lån rabler Almind løs om en hård barndom, rystende oplevelser som modstandsmand, et ulykkeligt ægteskab med en lesbisk furie og om sin datter, der ender som narkoluder. Det er ikke mange ord, det unge par får indført undervejs, og når de endelig gør, taler de som om, de har hentet deres replikker fra en overforfrisket drengebog fra 50'erne. Som om det ikke var nok, får denne dramatisk og psykologisk utroværdige fortælling tilmed en afslutning, der er noget af en fuser.

Read the full assessment