En historisk roman, hvor det, at handlingen som her udspiller sig i vikingetiden, overskygger plottet. På pædagogisk vis bliver alt forklaret og beskrevet i detaljer, og det efterlader fortællingen blodfattig og stillestående. Man får et klart billede af, at livet som træl har været hårdt arbejde, sult og triste stunder, men man rives ikke med og kommer ind under huden på bogens hovedperson, den engelske Gwyndira, som sammen med sin bror er blevet trælle hos en høvding i Jylland. Hun beskrives af bogens alvidende fortæller mere i referat end i levende handling og følelser. Bogen har en kristen grundtone; de to trælle er kristne, og de ser med gru og væmmelse på vikingernes måde at praktisere religion på. Der tages varsler, afgudsbilleder tilbedes og der ofres. I bogens mest spændende kapitel ofres både dyr og en træl, og da hedningene har planer om at ofre en uberørt trælpige, ender dette bind med, at Gwyndira og hendes bror flygter. Inden det kommer så vidt, har vi fulgt dem gennem et års tid med alle de sysler, som trælle nok har haft: madlavning, brændehugning, skætning af hør. Bogen er første del i en serie, og bogen kan læses fra 12 år. Forsiden passer til bogens tone. Forfatteren har i 01/39 lavet Tvillingerne fra Lindegården.