Interessant romandebut med indspark til debatten om rusture og alkoholkultur på de danske universiteter. Er der en sammenhæng mellem det, der sker for den jurastuderende hovedperson på studiet, og de problemer han oplever som voksen? For dig, som læser danske samfundsdebatterende romaner.
Vi følger den jurastuderende Peter, der er tro mod familietraditionerne, når han i starten af 1990-erne starter på jurastudiet på Århus Universitet. Her møder han på introdagen og den senere rustur, hvor der er optagelsesritualer, gruppepres og en herskende alkoholkultur: "Rusturens militærdisciplin var en ungdomsfortolkning af ordet hierarki. Tanken om, at man er mere end nogen, og at man har retten og næsten forpligtelsen til at presse andre til at overskride deres egne grænser. Uanset om det er i forhold til alkohol, nøgenhed eller noget helt tredje." Peter møder vi i romanens anden del som advokat med job, kone, barn og villa, hvor han rammes af stress og får hjælp af en psykolog. Kasper Selmar Pedersen, f. 1992, debuterer med denne roman. Han studerer økonomi på Århus Universitet.
Tankevækkende og debatskabende debut, hvor ikke mindst beskrivelsen af optagelsesritualer og den kvælende alkoholkultur er stærk. Vigtig kritik af universiteternes alkoholkultur.
Modigt emnevalg, og der findes ikke andre romaner om universiteternes alkoholkultur.