Et tarotsæt består af 78 kort, men her har forfatteren valgt at koncentrere sig om de 22 kort, der tilsammen kaldes Den Store Arkana, og som rummer de mest signifikante symboler. De enkelte korts fortælling og symbolik præsenteres ud fra 12 almene livssituationer som fx kærlighedsliv, helbred, karriere og økonomi. Derefter introduceres fem forskellige oplæg med fokus på de samme temaer. Afslutningsvis gives nogle konkrete forslag til, hvordan man kan formulere sine spørgsmål til kortene. Der er altså tale om en meget praktisk gør det selv bog, som hurtigt vil sætte læseren i gang med at bruge kortene. Forfatteren gør opmærksom på, at hvert kort rummer uendelig mange betydninger, hvorfor hun skynder sig at præcisere, at hun blot deler ud af sin aktuelle viden. Selv om bogen befinder sig i den lette ende, adskiller den sig i holdning og praksis ikke væsentligt fra de øvrige lærebøger i tarot, der er på markedet. Efterspørgslen på Taylors første og ligeledes lettilgængelige bog Tarot : kort & godt, som udkom første gang i 2002, vil kunne bruges som strømpil.