Meghan Trainor slog stort igennem sidste år med det jazzede, big band-inspirerede r&b-nummer "All about that bass" og albummet "Title". Succesen har været massiv, så da Embrace skulle optræde i årets X-faktor-finale var et af Meghans andre numre "Like I'm gonna lose you" et naturligt valg. Denne opfølger er efter Meghans eget udsagn inspireret af Elvis Presley og Aretha Franklin, men det er svært at høre. Doo-wop lyden og lyrikken er opdateret, og Meghan Trainor prøver nu at lyde som en moderne r&b-kunstner med selvbevidste, feministiske statements. Problemet er blot, at terrænet allerede er afsøgt af Britney Spears og Beyoncé, som gør det bedre, så i sidste ende fremstår hun som en svag afglans af disse.