Wii, WiiU. Den computeranimerede film The Croods danner, som traditionen foreskriver i spilbranchen, baggrund for et computerspil. Spillet er en samling af ca. 30 minispil, der primært henvender sig til børn fra omkring 8 år, der kender filmens figurer og univers. PEGI 7. Sproget er engelsk.
Neanderthaler-familien Croods, der også er hovedpersonerne i filmen The Croods er igen i aktion i nærværende spil. Spillet er skruet sammen som en neandertaler-road movie baseret på "Mario party" spilformlen. Der er dog kun tale om en spinkel handlingsmæssig ramme, der binder spillets ca. 30 fint varierede minispil sammen. Op til fire spillere kan dyste mod hinanden i sjove og skøre, men for det meste, ret ensformige minispil, der relaterer sig til forskellige præhistoriske aktiviteter. Spillerne slår en terning for at bevæge deres Crood, der kan være en af syv forskellige figurer kendt fra filmen, rundt på en spilleplade. Felterne på pladen udløser de små minispil, der er hurtige at spille og som alle fire spillere skal deltage i. Nogle af minispillene kræver brug af den bevægelsessensitive Wiimote, men det er langt fra alle. Grafikken er middelmådig, selv i den noget pænere WiiU-version.
The Croods - prehistoric party! er tydeligvis meget inspireret af "Mario party"-spillene - der dog generelt har bedre, flere og mere varierede minispil. Desværre er de ikke tilgængelige for bibliotekerne, så det anmeldte spil er et udmærket alternativ.
Spillet er et sjovt lille supplement til filmen, men det er nok nødvendigt at spillerne er bekendt med filmen og de karakterer, der optræder i den, for at de kan få mest ud af spillet.