" En fest for lytteren og en yderligere selvaktualisering for Monáe. Albummet kan givetvis sættes i bås som et moderne r&b/ neo-soul-værk, men det er ingenlunde i ren form. Her er ouverturer, 007-soundtrack, funk, 70' er-ekstatisk Stevie Wonder, easy listening/ exotica, Lauryn Hill neo-soul, discosmooth Michael Jackson, surf-guitar, 80' er-syntetisk Prince ... Det er et langt, spraglet, todelt konceptalbum, som heller ikke er blegt for at jailbreake guitarsoloen fra de ucooles reservat, hvortil den har været forvist siden engang i 90' erne. Dét synes jeg ikke rigtig lykkes, det irriterer snarere, og man kommer virkelig til at savne, at det var en ung Prince på guitaren - men der skal gives point for forsøget".