Utrolig flot og underholdende storfilm, der byder på humor, action, eventyr og adventure, men også på dyb alvor. En helt klar voksenfilm for et ret bredt publikum.
The fall foregår i 1920'ernes Los Angeles og har den 5-årige Alexandria og stuntmanden Roy som omdrejningspunkt. Under optagelserne til en film kommer Roy alvorligt til skade og indlægges på hospitalet. Det er imidlertid ikke kun fysisk, han er skadet. Han er også ramt af en dyb kærestesorg. Alexandria er indlagt med en brækket arm. Roy udnytter venskabet med Alexandria til at skaffe sig morfin. Alexandria skal stjæle piller til ham. Til gengæld fortæller han hende fantastiske eventyr, hvor han selv, Alexandria og en række personer og elementer fra den nære sygehusverden indgår. Alexandria knytter sig stærkt til ham, og da hans fortælling efterhånden bliver opgivende og illusionsløs, er han ved tage Alexandria med sig i sit fald. Filmen vandt en Krystalbjørn ved filmfestivalen i Berlin i 2007.
Instruktøren Tarsem kendes fra filmen The cell. Et barn, der konfronteres med en barsk virkelighed ses også i den mere fantasyprægede Pans labyrint.
Filmen er overdådig flot. Virkelig en oplevelse at se. Og Alexandria er eminent godt castet. Hun er bare et scoop! Man kan indvende, at filmen bliver problematisk og følelsesmæssigt barsk hen imod slutningen, selv om det er effektfuldt og nok giver mening i historien, så svækker det samtidig filmen. Men under alle omstændigheder: en spændende filmoplevelse.