"[Amidons] nye, sjette album [er] et af hans bedste. Så rigt på americana, og så alligevel noget andet, i færd med at udforske, hvad der findes uden for hegnspælene, inde i skovbrynet, ude i skumringen ... [Amidon og hans hold] har jammet et sted i nærheden af jazzen, og ud af dette har Amidon sammen med en tekniker redigeret sig frem til ni sange, herunder den næsten 12 minutter lange freejazzede finale med Graves i fuld vigør i synkopernes maskinrum.De andre otte sange har også noget flydende og frit fabulerende over sig, men de er alligevel blevet fastholdt i mere genkendelige former et sted mellem irsk folk, americana, ny kammermusikalsk kompositionsmusik og fri jazz. Popsange fra en svunden tid, der lugter af petroleum, dufter af halm, smager af tjære. Og så samtidig føles som en gevaldig udluftning. Med mindelser om John Martyns flydende fraseringer, Bonnie 'Prince' Billys betahan-folk, Daniel Lanois' ekkoende guitarer, Mark Hollis' lyttende kunst, hvor instrumenter fårlovat trække vejret uden for vedtagen tidsregning".